Om loppefrøskaller og Chia

I en række offentlige henvendelser udtaler Daminoshop sig om brugen af Chia til heste.

I et forsøg sammenligner Daminoshop Chiafrø og loppefrøskallers evne til at optage vand – underforstået og dermed tage sand med ud. Vi mener, at forsøget i sit udgangspunkt er forkert designet: Først og fremmest foregår det i vand, og ikke i hestens mave-tarmsystem. Derudover er det ikke kun evnen til at optage vand, men også Chia-frøenes meget kraftige klistereffekt, der tager sand og jord med ud.
Opstillingen viser således ikke noget om Chiafrøs evne til at bringe sand med ud fra hestens mave- og tarmsystem.

Derudover sætter Daminoshop spørgsmålstegn ved optageligheden af Omega-3 fedtsyrerne og andre næringsstoffer i Chia. Daminoshop skriver: ”Det vides ikke, om heste kan optage fedtsyrerne fra chiafrøene, da fedtet sidder i kernen, som er omgivet af en uopløselig frøskal (ligesom hørfrø).”
Vi må påpege, at Chia-frøene ikke har samme hårde celluoseskal, som hørfrø. Kernen optages fint og undersøgelser, både fra blandt andet mennesker og rotter viser, at frøet og dermed Chias aktive stoffer optages godt i kroppen. Dokumentation for dette foreligger.

Vi har opfordret Daminoshop til offentligt at korrigere disse udtalelser. Det har de ikke gjort. Derfor lægger vi vores erfaring og holdning ud på vores hjemmeside og facebookside. Samtidig vil vi understrege, at ’Chia til heste’ gerne stiller op til et uvildigt og seriøst designet og gennemført videnskabeligt forsøg om effekten af Chia – når og hvis et sådant skulle komme i stand.

Indtil det sker, må vi bare sige, at efter blot tre måneder i Danmark begynder de gode erfaringer med brugen af Chia til heste at tikke ind. Det vidste vi jo godt, ville ske. Og vi er glade!